Da der i et stykke tid har hersket forvirring omkring spillet "4 mod 2" til træning og kamp, syntes vi her på redaktionen, at det var på tide at få klargjort reglerne. Spillet 4 mod 2 går også under andre navne så som: Kant, Pig in the middle, Fimseopvarmning, Fire spillere i hjørnerne og to inde i midten og ikke mindst Tunnelspillet.

Vi tager udgangspunkt i billedet herunder. På billedet ses en standardsituation i spillet 4 mod 2. Billedet af taget under opvarmningen før kampen mod Fredericia KFUM.

Spillet er utroligt simpelt. Det går i al sin enkelthed ud på, at de fire spillere i hjørnerne skal holde bolden væk fra de to i midten - dog må de max bruge to boldberøringer. Ud over disse simple regler, har der altid været nogle uskrevne, men da spillere som Krogh og Jensen mener at de skal tage dem op til debat, kommer her det gældende regelsæt:

§ 1
De to yngste spillere starter i midten

§ 2
Tunnel giver ekstratur

§ 3
Bolden må hoppe ÉN gang uden for den opstillede firkant

§ 4
Bolden skal bare berøres af en af de to i midten før der byttes mand

§ 5
Man må ikke gå amok og sparke til vand eller bolde hvis der bliver lavet tunnel på en selv! (Denne paragraf henvender sig specielt til Peter Thygesen, Casper Frederiksen, og David Klitgaard).

§ 6
Et godt trick til nybegyndere er at den ene i midten f.eks. Mathiesen læser spillet mens den anden i midten f.eks Gubbe presser helt vildt. Dette gør det meget nemmere at erobre bolden, hvis ellers ham der skal presse bolden (i dette tilfælde Gubbe) gør det ordentligt.

§ 7
Bolden må gerne røre hegnet, dette tæller ikke som en berøring uden for banen. F.eks hvis Niels Larsen skyder bolden ud af firkanten og den rører jorden en gang, hvorefter den ryger op ad hegnet, så er bolden stadig i spil hvis bare den ikke når at røre jorden igen. (Denne paragraf henvender sig specielt til Casper Frederiksen og Stone)

§ 8
Man må ikke gå i gang med 4 mod 2 før man har "satset" på mål. (Vi anbefaler minimum 10 minutters sats inden man begynder med 4 mod 2)